CulturCronik:

Af Michael Nyvang

Lige siden de unge's computerfest "The party" ikke vidste at den hed det, har der været en næsten narkotisk tiltrækning for nogle få i at tvinge minimalt teknisk udstyr, til at give maksimalt udtryk

Hvert eneste hjørne af en Commodore 64, eller andre gamle legendariske computere blev udnyttet til at fremstille "Demo'er", hvis eneste formål var at sikre ophavsmanden vejen til instant coolness. Uforvarende kom de af og til, til at lave så eksotiske "displayhacks" , at det kom betænkeligt nær noget kunstnerisk (interesserede kan f.eks. prøve samlingen af screensavere i Linux, med passende psykedelisk musik til) - "incidental art" - en zen inspireret tilgang måske (jeg kom til at lave noget kunst - undskyld mor, det var ikke med vilje).

Fra filmens tidlige år findes også vidunderligt absurde og eksotiske ting, hvori den blotte glæde ved nu (igen) at kunne noget nyt, dyrkes uden hæmninger. Man ser stole bestige trapper, ånder fremtone på mystisk vis, og Jules Verne filmatiseret med rå celluid, kniv, saks og flødeskum (på Månen, af alle steder). Der er handlinger i disse tidlige ultrakorte sekvenser, som er så langt ude at de er noget af det mest vidunderlige man kan hænde at falde over, hvis man skulle være så heldig en dag at sidde sent oppe foran en marginaliseret kulturkanal som ARTE. (Og her er en til de entreprenante: det kan laves på nettet, en side med meget gamle filmstumper).

Til Månen kom Apollo senere, med udstyr der i regnekraft kan sammenlignes med vore dages lommeregnere. Og da det var blevet rutine, ramtes en mission af et uheld, der krævede en så enestående opfindsom redningsaktion, at den så sidenhen er blevet til film. Sådan kan det gå.

Kunsten ligger i begrænsningen - at med enkle midler fremvise store præstationer (hvorfor er vi ikke tilbage på Månen, med nu mægtigere computere end selv Arthur C. Clarke turde drømme om, og hvorfor brænder den ene marssonde efter den anden op i fejlberegninger ?).

Det præcise udtryk, den enestående virtuose kunstneriske magi: At piruettere knivkasterisk akkurat i netop det punkt, hvor indsigten fremstilles med ultimativ klarhed. Essentielt kernen i både videnskabsmanden og kunstnerens livsdrøm. Dette er i mange henseender, hvad Internettet, og "mobile computing", tvinger os til at genopdage. For her læser vi kun den essentielle information, vi scanner teksten, irriteres over unødvendig grafik, click'er rastløst videre - stop. Når vi skriver på webben, må vi sigte omhyggeligt, og ramme plet - i første skud.

Anledning til koncentration. Det konkrete, ingen udflugter. Det eksakte. X sagt.

Bøger og science fiction

Jeg skrev en science fiction novelle i min gymnasietid, den var bemærkelsesværdig dårlig, men det kan være lige meget. En ven læste, og fandt den spændende. Men han sagde med ikke ringe vægt: "du Michael, det der med at han bestiller en masse bøger på biblioteket, og de så 10 minutter senere dumper ind af hans dør - det er f..... for urealistisk i år 2000".

10 minutter, jeg fristes til at prøve. Faktum er at jeg kan både finde og bestille dem (midt i denne tekst's tilbliven), men naturligvis: hvis de skal sendes til mig, så har jeg hverken 1900 tallet's parisiske pneumatiske system, og heller ikke det tilsvarende vidunderligt futuristiske men fiktive system i Terry Giliam's "Brazil".

Tænk nu hvis de ikke skulle sendes - i papirform - men kunne hentes i digital form. Ja ja, jeg ved det - det er jo ingen nyhed, det kan man da allerede. Men nej ikke helt: det kan man med noget, men langt fra med alting, og slet ikke manuskriptkopier eller sjældne kalligrafiske unika, fra middelalderen. Og formen det findes under er sort på skrigende hvide baggrunde, med klaustrofobisk typografi. Ingenlunde indbydende, når det sammenlignes med den elegante håndlavede bog. Men at noget kan findes under en form, må alligevel være at foretrække frem for at det ikke kan findes, og ikke kan skaffes overhovedet (fordi det måske ligger i en eller anden bankboks et sted). Endvidere udvikles computerskærmene til stadighed, og det i en retning, hvor de bliver væsentligt mere læsevenlige end de er nu. Teknikken findes allerede, men er blot endnu for dyr til at komme på markedet.

Så det er mere frustrerende at denne Lorcaske vision om et universelt bibliotek visner dag for dag, i takt med at nettet bliver mere og mere markedsplads, og mindre og mindre kultur eller videnskab. (Lad gå med lidenskaben på nettet, men for guds skyld, lad ikke markedspladsen, og det i hælene følgende markedspoliti løbe med det hele). Der er jo sådan set intet galt med en markedsplads, vi skal alle handle og tjene, men ingen markedsplads er komplet uden en bazaar, et bibliotek, et universitet, mindst et teater og en hel flok gøglere og musikanter.

Musikken, teateret og tilgængeligheden

En ting er så bøger, men noget andet er teater og musik. For hvor bøger kan læses når man vil, så må man være på pletten, hvis man skal opleve teateret i funktion. Endnu værre med musikken, for koncerten spiller kun en aften. Og et sted. En gang. Nu. Derfor har hvert menneske et og kun et musikliv, vi har hver vores: de koncerter vi nåede, det vi hørte og det vi gik glip af. (Jeg ved I var der, jeg var der ikke, jeg sidder tilbage med fantomsmerten, det jeg ikke hørte).

Egentligt ganske poetisk, men man kan jo købe en mekanisk reproduktion af musikken. Dåse musik. Og derigennem opleve en afskygning af andre menneskers koncertliv, det kan aldrig blive det samme som "at være der selv", men det giver en ikke ringe indsigt, og har endvidere udviklet sig til en oplevelses form og et musikforbrug i sin egen kraft. Vi smækker en skive på, til maden - moster (Bob eller Mick - ost eller pølse ?).

En CD er ikke dokumentation, det er en litterær musikpublikationsform (hvabehar), du kan tage det med hjem, og l æ s e den. Du kan få både krimier, blød erotik, hardcore, punk og junk - men også regulære romaner. Det kan man ikke med koncerten, og hvad mere er, sådan spiller man ikke til koncerter. Så skiven lyver om musiklivet i byen, skiven er et medie i sig selv.

Hvis vi ser koncerten trække et spor i tiden, og hvis tiden fik en smule hukommelse. Kunne vi genkalde koncerten, samle den op, eller indhente en forsømmelse. Vi kunne give tiden denne hukommelse ved at lade radioen optage koncerten, og styrte hjem, og ind, og hen til radioen med en båndoptager, i tide til at fange transmissionen. Men det er som at skulle bede Newton skynde sig til æbletræet, vi ved der falder et klokken et, og det gælder tyngdeloven, kære ven - du må styrte nu.

Vi kunne jo så idag lade radioen gemme koncerten en tid (en uge, en måned, et liv) i vores fælles korttidshukommelse: Nettet. Dette er en logisk konsekvens, en indlysende udvikling, men måske er det i virkeligheden ikke radioens opgave, måske er det i virkeligheden en opgave for Nationalbiblioteket. At give os en fælles hukommelse, at sample virkeligheden, indskanne hver en lygtepæl og kortlægge hver en skygge. Vi kunne jo gå glip af noget.

Digitale drømme

Men hvorfor lægge ting ud på nettet, hvorfor dokumentere, kopiere, købe, handle, sælge og chatte, når man også kunne skabe på nettet. Måske endda med permanent sigte, et værk på nettet, der forbliver hvor det er så længe nettet er oppe. Mange år - måske - efter ophavsmandens personlige død.

Allerede nu, må efterladte slette afdødes computere, eller ligefrem stoppe dem, hvis de er sat til at starte op og sende og modtage mails automatisk. Vi kan efter vores død, til stadighed have et online liv, hvis vi er tilstrækkeligt opfindsomme. Ingen kan vide at denne mail kommer fra dig, kun at den kommer fra din website. Vi er allerede delvise androider, så tiden er kommet til at have digitale drømme, til at skabe kunst i nettet - hverken til eller på - men indeni, opslugt og indviklet deri.

En af de største udfordringer i denne henseende er formen, fremtidig teknologi vil være en anden, og måske mere avanceret end idag. Men som vi har erfaret, er den tekniske begrænsning ikke nødvendigvis en udelukkende faktor, for kreativt arbejde med teknologi. De tidlige film, har jo f.eks. skabt deres egen æstetik, med den ridsede rykvise bevægelse i sort-hvid. Faktisk er det så stimulerende for os idag, at det er ofte anvendte digitale effekter at påføre film og foto's, f.eks. med henblik på at signalere erindring, eller "gammelhed".

At arbejde med nettet, stiller en række begrænsninger. Man ved ikke hvilke computere eller skærme ens arbejde bliver formidlet igennem. Og hvis man laver et WML interface til folks mobiltelefoner, er vi nede i et absurd lille udtryksfelt. Båndbredden er også en faktor der lægger væsentlige begrænsninger for ens udfoldelser, lyd og musik kan sendes i forskellige formater, men f.eks. samplede lyde fra instrumenter kommer lynhurtigt op over de 34 Kb eksperter i brugervenlighed på nettet kræver en side ligger under, sålænge de fleste stadigvæk bruger 56K modemer eller derunder.

Naturligvis kan tingene fylde mere, men så må man bare sørge for at give folk noget at se på mens de større stumper hentes, eller give en valgmulighed for aktivt at vælge at downloade den større komponent i baggrunden, mens de surfer videre. Man kan ikke forvente tålmodighed, da vores tid i nettet er fragmenteret og nonlinear. Den store roman vil på nettet ikke være en roman, men en stor organisme af sammenviklede og dynamisk ustandseligt selvforandrende links. Et væsen man kun kan se fragmenter af, et væsen man aldrig vil møde i sin helhed. Et væsen der ingen helhed har. Et virvar m.a.o..

Andy Warhol talte om hver mands "5 minutes of fame", i nettet finder vi hver androids "5 seconds of attention". Der er ingen ro, kun hektisk skanning af sider, der passeres i hast, for dog denne aften her at finde noget nyttigt. Man kan håndtere denne rastløshed på flere måder, nogle overdænger siderne med alt muligt og andre barberer alt muligt væk. Nogle burde måske radikalisere dette til at barbere hele siden væk, af ren og skær væmmelse.

Der er en tredie vej, som også er dyrket lidt, men kun i kommerciel henseende. Det er at foretage et valg, og præsentere en selektion af sidens indhold til den besøgende. Ikke det hele. Ofte er hensigten at ramme dig mit i sylten med reklamer og andet roterende fis i kasketten. Men man kan også gribe det an fra en anden og mere venlig vinkel. At udvælge dagens ret, for at glæde dig. Stop et øjeblik, her er der virkeligt kun ganske få links, men imorgen vil de være væk, senere komme igen, og altid vil der være en lille overskuelig portion, et digt, 15 sekunders lydkunst, et foto, en animation eller en kort historie.

En miniature.

Tilbage til virkeligheden

At komponere symfonier og skrive store romaner er arbejder der trodser enhver beskrivelse af besværlighed, men hvis det går at skabe et vellykket værk, så ligger det konkret foran dig, og nærmest udstråler nærvær. Jeg er her, jeg er værket, jeg er til, du kan løfte mig og proppe mig i kuverter, osv. Imodsætning hertil kan man tilbringe ufattelige mængder af tid foran computere, uden tilsyneladende at have lavet noget overhovedet. For hvor er det henne ? Hvis det er noget man kan udskrive, gør man det. Men en Internet ting er ingen steder henne (jvf. tidligere kronik af Tor Nørretranders).

Her tænker jeg ikke kun på det "falden i staver foran en skærm" fænomen som kan hænde, og hvor man må ryste sig fri og finde papir og blyant frem for at få styr på sine tanker. Jeg tænker især på at man efter nætters "hacken", er træt og øm, og ser underligt ud af øjenhulerne - det hele flimrer, og alligevel kan man ikke se resultatet af sine bestræbelser, og desuden syntes det aldrig at nærme sig en slutning. Faktisk forekommer det mig, at jo mere man arbejder med nettet jo dybere og mere uforståeligt bliver det.

At lave et værk på nettet, kræver en meget sær vifte af erfaringer. Man skal både have noget på hjerte, og talent derfor, men samtidigt skal man beherske et hav af færdigheder: digital audio, grafik behandling, organisation af Internettet, programmering, webdesign, brugerflade designs, standardiseringer, browser flavors, osv. osv. Noget af dette kan vel blive lettere, men lur mig om der så ikke kommer noget andet revl og krat med ind af bagdøren.

Derfor er det måske en vej frem, at organisere sig lidt i grupper, således at man her kan trække på hinandens kompetencer.

Pitch - lydfragment - MP3 [594Kb]

[Næste artikel]