Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
april 2000
Afskaf licensen
Licensen til Danmarks Radio og TV2 kom i fokus ved kulturministerens forslag til kommende medieforlig. Men er licensen overhovedet et brugbart værktøj i den kommende medievirkelighed?
Pejlevognen er i næste uge i omegnen af Søndre Fuppestrup - sådan lød 70'ernes budskab til den fjensynsfuppende del af den danske befolkning, kaldet sortseere, selv om efterhånden flere og flere så fjernsyn i farver. Der er stadig for mange som ikke betaler for deres TV-kiggeri - derfor er der en vis fornuft i at kulturministeriet foreslår tvungen licens, medmindre man positivt melder fra. Men ministeriet - og folketinget - burde hellere radikalt omtænke den fremtidige finansiering af public service. Lad os betale over skattebiletten - og få public service-medier prioriteret på lige fod med andre offentlige udgifter.
40 mio er da penge
Opkrævningen af licensen koster 50 millioner kroner årligt. Det er ikke et stort beløb i forhold til, hvor meget der kradses ind i licens. Men spørg hvilken som helst bestyrer af en fjernsynskanal, lokalradio eller dagblad: 50 millioner kroner kan tilføre medierne nye muligheder.
Omfordeling
Flyttes licensbetalingen til skattebetalingen, vil der ske rokader for mange mennesker. Nogle vil ende med at betale mere, andre vil ende med at betale mindre. Skattesystemet har naturligvis sine begrænsninger, men har trods alt som helhed den virkning, at de bredeste skuldre skal bære mest.
Familier med mere end en indkomst vil komme til at betale mere, hvorimod enlige lavindkomstmodtagere vil slippe billigere. Hvis de har fjernsyn!
De skatteydere som ikke har fjernsyn vil tabe penge på omlægningen. Det er dog et meget lille mindretal i den danske befolkning, som ikke har fjernsyn.
Licensen bygger på betaling pr. husstand - uanset antal mennesker og indtægt. Det er et af de få steder i dansk offentlig forvaltning, hvor der er økonomisk fordel for storfamilier og kollektiver.
Noget for pengene
Logikken bag licens-systemet bygger på, at man får noget for pengene. Fjernsynsbrugere betaler mere end radiobrugere. FarveTv mere end sort-hvid.
Men alene de sidste par års stadige debat om den i folkemunde hemmelige kanal, DR2 har vist at betaling og ydelse ikke hænger sammen. Jurister har kunnet henvise til, at mange ikke havde FM-modtagere da radioens P3 startede i tresserne. Det gør dog ikke manges følelse af at blive snydt for noget de betaler for, mindre.
En tilsvarende diskussion vil kunne opstå, når medieforliget pålægger DR og TV2 at bruge nogle af licenspengene til internet-aktiviteter. De TV-seere som ikke har internetadgang vil føle sig snydt - og de netbrugere som ikke betaler TV-licens får noget gratis.
Vi må altså helt opgive den forestilling, at licenssystemet er retfærdigt.
Frikort til folketinget
Folketinget og regeringen holder af at måles på den samlede skatteudvikling. Licens-batalingen er udenfor de søædvanlige mål. Det betyder, at politikerne skal prioritere hårdt ved stort set alle andre udgifter end licensen.
Set i et samlet, dansk public service-lys, er det påfaldende, at finansloven for 2000 gav stærke nødvendige besparelser på portotilskudet til aviser - mens de samme politikere to måneder senere kan hæve licensen uden konsekvenser.
Folketingets brug af licensen som frikort ses blandt andet af statistikken for licensstigninger i de sidste 10 år. Fra 1991 til 2000 er licensen for farve-TV steget med 28%. Da antallet licensbetalere samtidigt er steget med 10% er den reelle budgetforbedring via licensen over 40%. Med medieforligets licensstigninger vil den samlede licens sige med 90 procent fra 1991 til 2004. Det er en stigning som langt overstiger den almindelige udgiftsstigning i Kulturministeriet.
Samlet mediepolitik
Den danske medieverden styres i højere og højere grad af store mediekoncerner. For disse koncerner er det ikke et formål i sig selv, at begrænse sig til et enkelt udgivelsesformat. Der kan være mange sympatiske holdninger som skomager bliv ved din læst, men virksomhederne har en naturlig lyst til at eksperimentere mellem dagspresse, ugepresse, TV, radio og internet. Hvis danske politikere skal kunne lægge en politik for dette felt, skal de have redskaber til at lave en samlet mediepolitik. Licensfinansieringen fjerner muligheden for samlet mediepolitik.
Med tiden vil der givetvis opstå rene netdagblade. Statens nuværende tilskudssystem til dagbladene - portostøtten - giver ikke entreprenante danske virksomheder lyst til at prøve danske svar på CNN eller blot norske Nettavisen. Danske politikere begræder ofte at Danmark er bagud på internet-feltet - på dette område er politikerne med til at fastholde et fortidigt mediebillede og forhindre eksperimenter udi de nye muligheder.
Lær af Holland
Holland har som et af de få lande i Europa erstattet licensen med almindelig skattebetaling. Det gav en besparelse på 150 mio kr. I andre lande er der en begyndende diskussion om licenssystemet. Spørgsmålet er, hvornår denne debat starter i Danmark.
