Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Juni 2003
Bogpolitik - fri for tal
Tør vi føre litteraturpolitik uden at kaste tal i hovedet på hinanden?
CulturCommentar:
Kulturpolitik ses i højere og højere grad som instrument for andre formål og har samtidigt fået en så væsentlig økonomisk betydning, at det politiske skal nyttiggøres. For at iværksætte et nyt kulturpolitisk initiativ skal vi helst have bekræftelse fra (mindst) et par velunderbyggede rapporter med alt fra behovsanalyser til markedseffekter. Herefter har det politiske niveau frie hænder til at begå fejl - for man fulgte blot eksperternes anbefalinger.
Den bogpolitiske debat i Danmark har gennem årene haft en pudsig rundgang om tal og tro. I debatten om frie eller faste priser har debattører kastet erfaringer fra det ene land overfor erfaringer fra det andet land. Nogle gange er det titelantallet der fremhæves, andre gange er det antallet boghandlere eller bogprisernes stadige himmelflugt.
Rapporten det danske bogmarked (se Bogpolitik - nu med tal) fortsætter bestræbelserne på at forbedre det talmæssige grundlag for debatten. For vi kan jo alle være enige om behovet for at vi gerne vil have mere rigtige tal i morgen end de tal vi fik i går.
Uanset prissystemer, uanset bibliotekers bogbudgetter, uanset forfatterstandens økonomi, så skal bogpolitikken forholde sig til markedets udvikling: koncentration af forlag, koncentration af bogsalgssteder, internationale opkøb, bestsellerisme og mediernes betydning for læsernes nysgerrighed.
Dansk bogpolitik består hovedsageligt af to strenge: Statens støtte til forfattere enten gennem Statens Kunstfond eller gennem Bibliotekspengene og kommunernes køb af bøger til skoler og biblioteker. Litteraturloven fra 1996 åbnede for bredere støtteformer, men reelt kun i projektstørrelser. Egentlige og radikale ændringer af betingelserne for bogproduktion kan ikke påvirkes af de midler Litteraturrådet bestyrer.
Det rigtigt spændende greb i rapporten det danske bogmarked er, at man sætter fokus på bogpolitiske initiativer til at sikre produktion og udbredelse af god litteratur. Andre landes støttesystemer er langt mere offensive og mindre automatiske end de danske ordninger. I Danmark er direkte støtte til forlag eller boghandlere tabu, ligesom der i den danske debat hyppigt gøres grin med den norske model, hvor Staten er forpligtet til køb af bøger indenfor bestemte rammer.
Støt boghandlerne
I Danmark er der ingen mulig støtte til boghandlerne.
I Sverige har man tre forskellige støttepuljer til boghandlerne:
kreditstøtte (gunstige lån)
sortimentsstøtte (tilskud på 50.000 kr til 80 boghandlere, som derved får mulighed for at have et bredere sortiment
IT-støtte (så boghandlerne kommer online)
Desuden har svenskerne en distributionsstøtte, hvor Staten køber 400 eksemplarer af ialt 700 titler. De 300 eksemplarer sendes til biblioteker, 100 eksemplarer fordeles til boghandlere.
I Finland har man en kommissionsordning kaldet prøvelager, som sikrer, at de fleste nye bøger sendes gratis til boghandlerne. Desuden diskuteres en fra Sverige inspireret fond, hvorfra boghandlerne kan søge investerings- og etableringsstøtte.
Forlagsstøtte
Både Sverige og Finland har ordninger, hvor forlag kan søge støtte til kvalitetsudgivelser. Disse kvalitetsudgivelser er ikke snævert eller elitært defineret, men forholdsvis bredt. Og både Sverige og Finland har altså indkøbsordninger, som sikrer bredt bogindkøb til bibliotekerne, med særligt fokus på mindre kommuner.
I Danmark er der tydeligvis en tilbageholdenhed med at etablere støtteordninger, som kan virke konkurrenceforvridende indenfor enkeltbrancher. Med rapporten det danske bogmarked kan der måske åbnes for debat om nye offensive støtteformer.
I Danmark har vi en Provinspulje - men er der overhovedet penge til litteraturen i denne pulje? Hvorfor er der ikke nogen som kræver at nogle af provinspengene går til litteraturen?
Man kunne starte med at lave en pulje til støtte boghandlere i mindre danske byer. I forvejen går næsten alle provinspenge til provinsens købstæder. Boghandlerstøtte ville være en oplagt metode til at styrke kulturlivet i de små bysamfund. Og man kunne måske gøre det uden en forudgående nationaløkonomisk, juridisk og kultursociologisk analyse af boghandlernes betydning for de små bysamfunds industrielle udviklingspotentiale. Bare gør det!
