|
Kulturministeriets sprograpport kan sikkert samle, men kan rapportens anbefalinger også forandre?
Godt gennemtænkt. Velskrevet. Det er faktisk en fornøjelse at læse den sprogpolitiske rapport Sprog på spil. På mange måder er den et koncentrat af de sprogpolitiske synspunkter, som vore førende sproglige smagsdommere har fremlagt i bøger, debatartikler og sprogminutter gennem mange år. Vi er befriende langt fra den hidsighed, som ofte præger sprogdebatten. Sprograpportens strategiske valg af parallelsproglighed, hvor dansk trues af engelsk, er dejligt afvæbnende mod petitesserytteres konservatisme.
Selv om rapporten er rosværdig, er det dog tydeligt, at den er skrevet ud fra den opfattelse af den danske virkelighed, som man har blandt sprogligt veluddannede. Retorisk kunne man hævde at rapporten er skrevet langs Kystbanen. Det udsnit på 4 rapportskrivere ud af 5 millioner dansktalende er ikke repræsentativt for hele den danske sprogvirkelighed. Naturligvis.
Det giver desværre nogle symptomatiske forglemmelser.
Hele afsnittet om den sproglige indsats før skoleårene er skrevet ud fra den tro, at alle børn går i institution. Man glemmer således den sproglige dannelse af alle de børn, som passes i private hjem, af unge piger, i private pasningsordninger, i kommunale dagplejer eller blot hjemme hos mødrene. Indrømmet: det kan være vanskeligt at igangsætte sproglige initiativer for disse børnegrupper, men det er måske en del af det sproglige problem i førskoleårene?
Når børnene vel har været gennem folkeskolen, så ser sprograpporten kun en fremtid: gymnasie og efterfølgende videregående uddannelse. Rapporten har klare anbefalinger til sproglige initiativer i det almindelige gymnasium. De øvrige ungdomsuddannelser er ikke-eksisterende i det sprogpolitiske univers.
Den digitale sprogvirkelighed
Sprograpporten er naturligvis opmærksom på muligheder og vanskeligheder med de nye digitale medier. Men forholdet til medier forekommer gennemgående naivt og uden indgående kendskab til de nye medieformer.
Rapporten opfordrer danske dagblade til at lave en læsevenlig avis til usikre voksne læsere og en daglig netavis til samme gruppe. Opfordringen er vanskelig at modsige. Blot kunne man tro, at siden markedet endnu ikke har givet de usikre læsere sådanne medier, så skal der mere end blot opfordringer til at skabe disse medier. Og når danskere iøvrigt i vore medievanere er stærkt segmenterede, er det vel vanskeligt at forestille sig, hvordan man skulle kunne skabe et medie fælles for det særlige segment af befolkningen bestående af de læsesvage.
Rapportens forfattere er opmærksomme på, at mange unge er brugere af nye multimedieprodukter. De unge skal jo også lære at læse, derfor foreslås at der ydes "støtte til udvikling af lødige dansksprogede multimedieprodukter for børn og unge". Det er påfaldende, at dette er det eneste sted i rapporten, hvor man bruger udtrykket "lødig". Rapportens forfattere har således en forestillingen om, at det er underlødige produkter børn og unge i dag udsættes for (modsætningsvis er eksempelvis dagbladene selvfølgelig altid lødige, eller hur?). Når velmenende voksne, som første betingelse, stiller krav om lødighed for børn og unge, så er det i sig selv et udtryk for, at man ikke er i kommunikation med de brugere, man tænker på, endsige selv kender denne multimediale virkelighed.
Man kunne ligeså godt gå ud fra, at "lødighed" var et krav til al offentlig støtte og indsats. Der skal heller ikke bruges offentlige penge til underlødige film, teater, litteratur - eller dagblade.Vel?
Kulturministerens klakører
Det eneste decideret pinlige i rapporten er afsnittene om sprogpolitik i forhold til Kulturministeriets områder. Her gennemgås ministeriets aktuelle handlingsplaner klakøragtigt og detaljeret, som var det skrevet af ministeriets embedsmænd. I denne del af rapporten er udvalget så loyale mod arbejdsgiveren, Kulturministeriet, at der ikke levnes plads til en eneste kritisk tanke eller et eneste forslag, der går nye veje.
Og helt i tråd med Kulturministeriets manglende prioritering af amatørkulturområder, så nævner rapporten end ikke amatørkultur som et led i den sproglige dannelse. Den sproglige dybde mange teateramatører oplever i arbejdet med dramatiske tekster er afgjort af betydning for den folkelige sproglige dannelse. Den dybde, som amatørdigtere finder i internet-digtfora, giver også et gedigent folkeligt grundlag for at beskæftige sig med sprogets mange muligheder.
En af de væsentligste institutioner til formidling af dansk sprog er uden tvivl folkebibliotekerne. Her nøjes rapporten med at anbefale, "at kommunerne fortsat prioriterer, at danske biblioteker skal være velforsynede med al slags ny dansk litteratur, og at bibliotekerne har mulighed for at udvikle den digitale formidling også til børn og unge".
Visionært? Dyre krav?
Rapportskriverne har en overordentlig stor indsigt i litteraturens verden. Derfor forekommer ønsker om at sikre oversættelser af væsentlig litteratur til dansk helt naturlig. Sprogstrategisk kunne man vel forestille sig, at det er lige så vigtigt at sikre oversættelser af dramatik og film fra andre sprog end engelsk.
Sprogpolitik samler, kan den forandre?
Rapporten omtaler nærmest dansk som et fasttømret sprog. Dialekter omtales ikke som et særskilt tema. Burde en dansk sprogpolitik ikke forholde sig til spørgsmålet om sikring af dialekter, indsamling og registrering af dialekter som en del af kulturarven? Eller dialekters repræsentation i mediebilledet?
Man kunne også savne overvejelser, om der er felter, hvor Staten mere offensivt kan sikre sproget. I debatten om de engelske låneord, ynder vi i Danmark at gøre grin af islandske flyvefreja (stewardesse). Men de andre nordiske lande tager også langt mere radikale skridt. I 1999 indgik den islandske regering eksempelvis en aftale med Microsoft om udvikling af en islandsk brugerflade i Windows.
Vi har fået et sprogpolitisk udspil som givetvis kan samle. Spørgsmålet er, om ikke større radikalitet i ønsker og krav ville skærpe opmærksomheden.
Læs også:
Vi sproger dansk
Klik Klik
Søndag Aften 11/2003
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
[Næste artikel]
|
