Nul kopiering
Så har Folketinget besluttet, at man fremover kun må kopiere musik, som man i forvejen har købt. Du må ikke kopiere CDere lånt på biblioteket eller af venner. Du må fortsat gerne kopiere CDere du har købt (eller fået ejendomsret til) og du må gerne bryde en teknisk spærring på CDen for at komme til at høre musikken. Du må ikke give dine kopier videre til andre udenfor din egen husstand.
Og nul afgift
...er så meget sagt. Men afgiften på blanke CDer falder fra 4,00 til 1,75 kr. Den nedsatte blankafgift skyldes at det ikke længere er lovligt at kopiere CDere fra biblioteket. Og man kan jo ikke få en afgift for noget som er ulovligt. At kopieringen fra bibliotekerne sikkert fortsætter, nu blot ulovligt, gør blot at de eneste sikre tabere ved denne afgiftsnedsættelse er rettighedshaverne.
Vagthunde afløses
Bogbranchens såkaldte vagthundeudvalg (Se Søndag Aften Arkiv) havde ønsket at fortsætte sit arbejde, men bliver i stedet afløst af et udvalg, som skal fortsætte det hidtidige arbejde, men også afsøge nye områder for liberalisering og skaffe informationer om erfaringer med liberalisering udenfor Danmark. Forskellen mellem de to udvalg er primært, at det nye udvalg er retningsbestemt: opgaven hedder liberalisering, spørgsmålet er hvor meget og hvornår.
Svensk statistikstrid
Og det kan være svært at skaffe brugbare data om bogmarkedet fra udlandet. I Sverige har man overvåget bogmarkedet siden momsnedsættelsen januar 2002. Men de lærde strides om, hvordan man skal forstå statistikken. I august offentliggjorde den statslige Bokpriskommissionen en rapport som viste, at bogpriserne var steget mere end inflationen siden momsnedsættelsen. I november har de svenske boghandlere og forlæggere offentliggjort en egen undersøgelse, som viser at det især er forbrugerne som har fået glæde af momsnedsættelsen. Momsen blev nedsat fra 25% til 6%. Ifølge bogbranchens undersøgelse er priserne (renset for inflation) faldet med ca. 17%. Bogbranchen har således kun "beholdt" en lille del af momsnedsættelsen.
Handlingsplan fra Kunstrådet
I løbet af januar forventes Kunstrådet at offentliggøre sin første årlige handlingsplan. Mange vil være spændt på, hvilke veje Kunstrådet ønsker at betræde, ligesom rigtigt mange vil være spændt på, hvordan Kunstrådet vil prioritere de løse penge man har til rådighed.
Mediekonvergens på den ufine måde
Musikindustrien bobler med lystige initiativer til at sikre sig i nye medietider med hårdt presset økonomi. Afsløringen af en samarbejdsaftale mellem den vigtige tyske musikkanal Viva og Universal skaber dog nogen panderynken. De to selskaber havde aftalt, at Universal var sikret TV-præsentation og -rotation af 50 musikvideoer i løbet af 2003. Universal betaler Viva 18.000 Euro for hver af de 50 videoer plus 0,20 Euro for hvert solgt album. Det er nok første gang en TV-station ligefrem er blevet provisionslønnet i forhold til salg.
Boghandel for open source
At købe en vare og samtidigt give en skærv til et velgørende formål er efterhånden et velprøvet koncept. Det tyske softwarehus freiheit.com har nu lanceret boghandlen bookzilla.de, hvor 5% af alt salg går til open source-organisationen Free Software Foundation.
Søndag Aften 12/2003
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af
Søndag Aften som kilde.