Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
August 2007
Wiki-ternativer
Wikipedia vokser, både som enkeltstående men omfattende leksikon og som metode til at organisere og redigere informationer.
håtetepekolonskråstregskråstreg:
Mange oplever hyppigere og hyppigere at søge efter svar gennem Wikipedia, nettets store alternative leksikon. Og sandt at sige: der findes en overordentligt omfattende mængde seriøse informationer på Wikipedia. Men Wikipedia er samtidig blevet et symbol på en ny metode til at organisere og redigere informationer. Som regel baseret på frivillig og entusiastisk arbejdskraft, som gennem netværket i fælles ånd beskriver verden, som vi kender den.
Fra mange i "den gamle verden" lyder fortsat en sund skepsis til det frivillige leksikon. Det er jo blot amatører, kan vi være sikre på at de lever op til de strengeste videnskabelige krav til leksikalt indhold?
Nej, det kan vi ikke være sikre på.
I 2006 sammenlignede det britiske tidsskrift Nature 50 artikler i Wikipedia med tilsvarende i Encyclopedia Britanica. I Wikipedia fandt man 168 fejl, i Encyclopedia Britanica fandt man 123 fejl. Konklusionen må være, at man aldrig må stole på et leksikon, uanset om det er på nettet eller i bogform, uanset om det er skrevet af professionelle eller amatører.
Den høje troværdighed mærker man pudsigt nok også, når der er deciderede skandaler på Wikipedia, som eksempelvis da det blev afsløret at mange amerikanske politikere havde skrevet deres egne biografier. Det var ikke godt for troværdigheden, men netop også et udtryk for, at troværdigheden er væsentligt større end på almindelige hjemmesider.
Som med mange andre nettjenester, er Wikipedia både et varemærke for en bestemt organisation og en metode til at arbejde med og distribuere informationer. Konkurrenterne og alternativerne er på vej.
Stifteren har lavet sit eget
Citizendium.org er startet af Wikipedias stifter Larry Sanger, men redigeret af professionelle eksperter. Foreløbig indeholder Citizendium kun 2.400 artikler, man har som grundlag kopieret hele Wikipedia (1,7 mio. artikler) og er derefter gået i gang med den store oprydning.
Men mange andre wiki’er præsenterer sig efterhånden på nettet. Wikitruth.info er ikke uvæsentlig, for det er en wiki helliget det formål at holde et stærkt kritisk øje med Wikipedia. Mottoet er ”sandheden var der for tre redigeringer siden”. På wikitruth finder man historier om censur og kritik af Wikipedias redigeringsstruktur.
Crewscut.com er en dansk ”wiki for kultur- og medielandskabet”. Ambitionen er muligvis stor, men indholdet er begrænset. Eksempelvis er der kun henvisning til 2 biblioteker – og hvorfor disse to netop er Syddansk Universitetsbibliotek og Library and Archives Canada må henstå i det uvisse.
Religiøse og politiske sandheder
Men wiki’erne breder sig også væk fra neutraliteten.
Creationwiki.org er et religiøst baseret wiki, hvor videnskabelige skabelsesteorier bruges til at forklare stort set alt. Her forklares, at dinosaurer har levet samtidig med mennesker; påstanden dokumenteres ved at citere 1. Mosebogs udsagn om at alle dyr og mennesker blev skabt på den sjette dag. Og så tilføjer man, at selv om biblen giver belæg for at mene, at der var plads til alle arter i Noahs Ark, så er der grund til at antage, at kun mindre varianter af dinosaurerne rent faktisk var ombord på arken.
Athpedia.de er det tyske (athe-istiske) modsvar til de kristne fundamentalister.
Conservapedia.com kalder sig ”det troværdige leksikon”. Her er verden set fra traditionelt kristent-konservativt amerikansk standpunkt. Aktuelt er man nået op på 15.000 artikler. Conservapedia er velskrevet og overordentligt sagligt. Der er ikke plads til megen retorik, det politiske findes i detaljen, hvilke oplysninger man vælger at medtage.
I opslaget om den demokratiske præsidentkandidat, Hillary Clinton, virker data umiddelbart korrekt. Der gøres dog usædvanligt meget ud af meningsmålinger, der viser, at mange vælgere ikke vil støtte hende. Ligesom man nævner gamle sager fra Clintons Arkansastid, og man slutter med at nævne en beskyldning mod ægteparret for at have tyvstjålet møbler fra det hvide hus. Conservapedia tager ikke stilling, men valget af kilder og påstande kan opfattes tendensiøst.
Metapedia
Synes man at Conservapedia er for blødsødent, kan man også prøve svenskbaserede Metapedia. Dele af indholdet er oversat til 6 andre sprog. Men hvor den svenske udgave august 2007 har 2.600 artikler, indeholder den danske endnu ikke 100 artikler.
Metapedias ærinde er "metapolitisk", "at informere om tabubelagte eller bevidst undertrykte emner og foreteelser for at påvirke samfundsdebatten, kulturen og historiesynet." Blandt de bedst udbyggede emneområder er en del der handler om anden verdenskrig og europæiske højreekstreme organisationer, en del om marxisme og socialistiske retninger, en del om filosofiske retninger og en del om nationalisme.
Her finder man eksempelvis en af de mest "tørre" opslag om Adolf Hitler:
Adolf Hitler, född den 20 april 1889, död den 30 april 1945. Känd som bland annat partiledare för NSDAP och rikskansler för det tyska riket 1933-1945. Författare till Mein Kampf, en av världens mest sålda böcker.
Og en billedtekst lyder: "Adolf Hitler, utsedd av Time magazine till Man of the year 1939."
Ikke mere. Punktum.
Artiklen om Holocoust ("Förintelsen") angiver påstanden om drab af 6 millioner jøder under anden verdenskrig, men tilføjer at en sådan påstand allerede fremkom under 1. verdenskrig.
Opslaget Apartheid giver dette svar:
Apartheid, (afr. avskildhet, åtskillnad) namnet på det samhällssystem som rådde i Sydafrika från 1948 till ANC:s maktövertagande 1994. Systemet delade in alla sydafrikaner i olika rasgrupper och det föreskrev segregation mellan dessa i syfte att säkerställa en rättvis fördelning av landets resurser mellan rasgrupperna och en fredlig samexistens i Sydafrika.
Det er vist ikke alle, der oplevede apartheid som "sikring af fredelig sameksistens".